Hvis I allerede har taget springet sammen ud i at dyrke motorsport, så er denne artikel måske ikke så relevant. Jeg burde nok have skrevet denne artikel som det første på JuniorMoto.com, men det blev nu engang anderledes. Det er dog stadig noget der ligger mit hjerte nært – nemlig hvorfor jeg føler det er vigtigt at starte tidligt i motorsport, og hvor utroligt givende det er at have disse oplevelser sammen.
Vi starter tidligt.
Jeg er af den overbevisning at vi bør starte børnene tidligere i vores sport, end vi måske normalt har været tilbøjelige til. Det har været normalt at starte børn op når de er +6 år, og det har også sine fordele. Det er nemlig lettere at træne børn når de bliver ældre, og man kan som ofte træne flere samtidigt.
Jeg mener dog der ligge flere fordele i at starte langt tidligere, nemlig helt nede i 2-3 års alderen.
Fortvivl ej – selv om det kan have fordele at starte tidligt, så kan man ALDRIG starte for sent!
Først og nok vigtigst – det giver os mulighed for at præge barnet til et liv med motorsport inden andre interesser presser sig på.
Det er hårdt og kontant, men den der kommer først vinder. Hvis barnet allerede har fundet andre interesser, så bliver det sværere at introducerer nye sportsgrene.
Det er også vigtigt at vi tidligt lærer barnet om balance og motorik, samt at vi øver færdigheder der skal gøre dem klar til et liv på motorcyklen. Det gør vi ved at børnene tidligt starter med køre Pushbike, og derefter kan de begynde på motorcyklen når de kan klare det.
Det er naturligt en fordel at starte tidligt, hvis du vil være rigtig god til noget. Det har dog aldrig været det der har været den drivende kraft for os i at starte tidligt. Ideen er ikke at skabe den næste Elite, men at give mulighed for at være sammen om en interesse.
Det bliver ikke nemt – men det er givende.
Det vil være helt forkert at tro at det er super let at starte små børn til nogen som helst sport – og da heller ikke til motorsport. Det kræver en del af barnet – men det kræver meget mere af dig som forældre. Det er nemlig dig der skal træne barnet.
Det skal du naturligvis have gjort op med dig selv inden I begynder, for det er vigtigt at du kan mønstre det overskud og den tid der skal til.
Det er fantastisk at være en del af den udvikling som dit barn gennemgår. Se de sejrer de opnår, hver gang et mål opnås eller en udfordring overvindes. Du er ikke bare en tilskuer til det, men du er deltager!
Når det er sagt, så kan jeg garantere at du får en tid sammen med dit barn du ikke kan sammenligne med ret meget andet. Hvis du investerer tålmodighed, tid og giver inspiration og læring videre, kan I komme til at opleve en samhørighed og en unik følelse af fællesskab.
For os er det en rejse vi er på sammen. Ikke kun far og søn, men hele familien som bakker op om sporten. Det kan du helt sikkert også med andre sportsgrene – vi har bare valgt motorsporten.
Det kunne jeg godt ønske mig at der var mange flere der fik lov til at opleve.