Det kan være en god ide at variere træningen en gang imellem, således at det ikke altid er træning på klubbens anlæg eller i sektionerne. Ud over vores almindelige faste træningsdag(e), laver vi af og til noget andet i tillæg.
Trial Single Track træning
Single Track er et begreb taget fra cykelverdenen (Mountainbike), og relaterer til kørsel på stier eller dyreveksler – meget gerne i skoven.
Som beskrevet i artiklen ”Ud i skoven”, vil jeg anbefale at du/I hurtigt finder vej ud i skoven.
Her er der masser af variation og mulighed for barnet at prøve kundskaberne af.
Single track træning kan bruges når barnet er blevet god til at håndtere motorcyklen, og tempoet er skruet lidt højere op. Det vil nu være nødvendigt at finde en cykel (Mountain Bike) frem, for at kunne følge med.
En god ide kan være ikke at begynde på de helt smalle stier, men derimod lidt større veje i skoven. På den måde bliver I vænnet til den nye situation, hvor I begge er på ”hjul”.
Det er utroligt vigtigt at barnet kan mestre motorcyklen og selv i pressede situationer kan tage imod (og udføre) en instruktion. Miljøet er ikke så kontrolleret som i et træningsområde, så vær påpasselig.
Vi har fundet det særdeles brugbart at have samtale system under single track træning, således at beskeder fra træner til barn kan høres (og udføres).
I vil dog hurtigt finde ud af at der nu åbner sig en helt ny mulighed for at være sammen. Single track træning giver muligheden for at træne balance, styre og bremse. Samtidigt er det en god mulighed for at introducere barnet til mere fart i cyklen, som ikke kan prøves under en almindelig træning med eksempelvis sektioner. Single track eller lignende er også med til at du kan bygge mere fysik ind i træningen, da der normalt vil være længere mellem pauser end ved normal træning.
Forskellige spor, byder på forskellige muligheder. Nogle spor er gode at træne sving i, andre gode til at træne højde forskelle, mens andre måske byder på momenter som rødder eller stammer.
De fleste spor giver mulighed for I kan træne forskellige elementer, alt sammen på den samme singletrack tur. Tag meget gerne den samme tur flere gange over tid. Det giver barnet mulighed for at se fremgang i egne færdigheder.
Vores oplevelse er at de fleste mennesker du møder i skoven, tager godt imod at der kommer et barn på en El motorcykel. Vi har brugt det meget med 12.5” maskine, og nu også med 16” maskine, og har aldrig fået nogle kritiske bemærkninger med på vejen. Derimod bliver vi tit stoppet af folk der spørger interesseret ind til sporten, og til motorcyklen. Husk dog alligevel at vise respekt for andre og giv plads.
Vi bruger denne single track træningen i supplement til den almindelige træning. Det betyder at vi ofte (gerne hver uge eller hver 14 dag) tager en tur på op til 5-7 km single track.
Find de steder der virker for jer til dette, og prøv det.
Med stor sandsynlighed vil I også syntes om dette tillæg til den almindelige træning.