Hvor meget udstyr, og hvornår. Det er et helt legalt spørgsmål som presser sig på når junior starter til motorsport.
Nedenstående gennemgang er taget ud fra at vi taler om Trial træning. Ved andre sportsgrene, specielt Motocross, Enduro og kørsel på bane er der helt andre retningslinjer. Her vil jeg dog fortælle om vores erfaringer fra Trial træningen.
Når barnet er lille – det vil sige under 5-6 år, kan det være svært at finde ordentligt udstyr som passer barnet. Det er meget afhængigt af barnets størrelse (højde) og der er ikke præcise mål for alder.
Hjelm.
Ved helt små kørere (under 4 år) er det meget svært at finde rigtige hjelme.
Derfor kan det være nødvendigt at benytte en cykelhjelm. Vi anbefaler at man anskaffer sig en cykelhjelm af Skate typen. Den beskytter siden og nakken bedre, end en almindelig cykelhjelm.
Så snart barnet er stor nok, anbefaler vi at der anskaffes en rigtig motorcykel hjelm. De mindste hjelme kan skaffes fra 52 cm. Hvis I træner Trial, anbefaler vi at I anskaffer sig en åben hjelmtype, og ikke Cross typen med ansigts beskyttelse.
Det lyder måske underligt at benytte en hjelm med mindre beskyttelse, men barnet har langt bedre udsyn med den åbne hjelm. Dette gør at barnet bedre kan orientere sig (også under styrt) og derfor har lettere ved at tage fra ved eventuelle styrt.
Overvej evt. at have 2 hjelme, hvis I til tider træner med høj hastighed – her er en hjelm med ansigts beskyttelse at fortrække.
De fleste hjelme er sikre, så man får ofte ikke højre sikkerhed ved at betale en højere pris. Højre pris vil dog ofte give en lettere og mere komfortabel hjelm, med flere funktioner!
Handsker
De fleste børn (og voksne) vil gerne køre med handsker. Det er mere behageligt at køre med, og giver beskyttelse imod rifter mm, når barnet styrter. Igen kan det være svært at finde gode handsker til helt små hænder – men det kan lade sig gøre.
Det er dog muligt at køre med en helt almindelig finger handske, og ofte kan dette være et bedre alternativ for de helt små kørere.
Støvler
Vores erfaring er at Trial eller MX støvler til børn under 4 år, er et NO GO!
Støvlerne er simpelthen for stive, og hindrer at barnet kan bevæge sig ordentligt. Det er dog vigtigt at benytte en støvle når barnet kører, og helst en støvle med mulighed for bevægelse og med polstring.
De fleste vinterstøvler med velcrolukning kan bruges.
Når barnet bliver større kan der med fordel investeres i rigtige motorcykel støvler. Trial støvlen er mere fleksibel, men med mindre polstring, mens MX støvlen er mere stiv, men med mere beskyttelse.
Tøj.
Der kan købes rigtigt køre tøj, og om end at barnet elsker at se ud som de “store”, så er det ikke en nødvendighed.
Derimod anbefalers det at barnet altid kører i langærmede trøjer og lange bukser. Dette er for at beskytte imod rifter og hudafskrabninger. Brug gerne tøj der sidder tæt på kroppen, da det har sværere ved at hænge fast i grene med mm.
Yderligere beskyttelse
Ved Trial er det ikke et krav at bruge yderlige beskyttelse som nakkekrave og brystskjold samt knæ og albue beskyttere.
Mange vælger dog at benytte ryg og brystskold, da det ofte ikke påvirker barnet at have det på. Vær opmærksom på at der jf. reglementet skal bruges rygskjold hvis der køres med licens – derfor anbefaler vi også at der køres med dette!
Albue og knæbeskyttere kan bruges, om end der bør tages hensyn til barnets bevægelighed. Nakke krave ses kun sjældent. Yderligere sikkerhedsudstyr er altid en afvejning imellem barnets tarv og barnets bevægelse.
Om I benytter det er op til jer som forældre, og til jeres barn.
Det er en god ide at spørge i klubben, eller andre steder, vedrørende udstyr.Der er desværre meget få tests at hente på nettet, så gode erfaringer med udstyr fås ofte disse steder.
Dit barn vokser hurtigt, og udstyr vil ofte skulle skiftes på grund af størrelse før det bliver slidt op.
Dette er endnu en god grund til at være en del af en klub, hvor det kan være lidt lettere at få tilgang til det brugte udstyr.